Vi sætter (stadig) vores kunders interesser forrest.

Solide virksomheder er typisk kendetegnet ved, at der har siddet en stifter og tænkt sig om. Som vores administrerende direktør, Otto Andersen, der i 2004 skrev dette manifest, der stadig er vores rettesnor.

bgr-shape-triangle-orange

Manifest

Filosofien bag Kraftvaerk har sine rødder i håndværk, passion og viden. Vi sætter vore kunders interesser forrest, og vi vedligeholder den viden og de kundskaber, der kræves for effektivt at kunne skabe resultater for vore kunder. Vore løsninger skal være profitable for vore kunder og for os.

Vore løsninger skal have en høj nytteværdi. Mere eller mindre prestigefyldte projekter med diffust fokus og uden synlig værdiskabelse vil vi ikke involvere os i. Vi påtager os ikke projekter for at overskride kunstneriske eller videnskabelige grænser. Vi vil skabe langvarige relationer til vore kunder, som skal kunne se en reel værdi af at arbejde sammen med os.

Vi forener skabertrang med stor håndværksmæssig kunnen, og vi ønsker at tiltrække dygtige personer som udviklere og undervisere. Vi vil ikke isolere os i en selvtilstrækkelig opfattelse af egen formåen, men knytte forbindelser mellem forskning, teknologi, design og håndværk. Vore løsninger er enkle og konkrete, hvor design følger funktion. Vi vil sammensmelte forretning og teknologi i en enhed, hvor funktion og brugsoplevelse indgår i en "totalløsning", udformet af fagfolk i samarbejde på tværs af faggrænser.

Vi er en læreplads, ikke blot en konsulentvirksomhed. En smeltedigel, hvor "mestre" og "lærlinge" arbejder på lige fod efter solide principper, værdier og retningslinier.

Vi vil stræbe mod, at vore løsninger er præget af enkel og saglig funktionalisme. Kraftvaerk ønsker at levere kvalitet til kunder, som efterspørger kvalitet. For vore kunder gælder det, at det skal være let at blive kunde hos os, og det skal være let at være kunde hos os.


København, januar 2004